Hovedprincippet for et blodtryksmåler er at sætte luft under tryk for at komprimere en lokal arterie og derved stoppe pulseringen af den arterie og måle blodtrykket i den periode. Måleprincippet for et sfygmomanometer kan opdeles i to typer: den auskultatoriske metode og den oscillometriske metode.
Den auskultatoriske metode, også kendt som Korotkoff-lydmetoden, er yderligere opdelt i den kunstige Korotkoff-lydmetode og den elektroniske Korotkoff-lydmetode. Den kunstige Korotkoff-lydmetode er den metode, vi normalt ser læger og sygeplejersker ved hjælp af en trykmåler og stetoskop til at måle blodtryk; den elektroniske Korotkoff-lydmetode bruger elektronisk teknologi til at erstatte læger og sygeplejersker ved måling af Korotkoff-lyde. Dens princip involverer en manchet viklet rundt om overarmen, hvis tryk virker på brachialisarterien. Justering af gassen i manchetten ændrer trykket, og lyden af pulseringen høres med et stetoskop, hvorved det systoliske og diastoliske blodtryk opnås.
Den oscillometriske metode, også kendt som oscillationsmetoden, er en relativt avanceret elektronisk målemetode udviklet i 1990'erne. Dens princip er automatisk at justere oppumpningen af manchetten viklet rundt om overarmen for at ændre trykket. Blodstrømmen gennem blodkarrene skaber visse oscillationsbølger, som modtages af tryksensoren. Når manchetten gradvist tømmes for luft, ændres trykket og fluktuationen, der detekteres af tryksensoren, tilsvarende baseret på ændringerne i oscillationsbølgerne. Momentet for maksimal udsving vælges som referencepunkt. Baseret på dette punkt, er et fluktuationspunkt fremad fundet at være det systoliske tryk, og et fluktuationspunkt bagud er fundet at være det diastoliske tryk. Disse værdier er indstillet forskelligt af forskellige producenter.
